Velkommen til Hans Thuesens vej 32
Velkommen til et naturhus 500 m fra havet
Vi har forsøgt at bygge et hus, hvor afslapning, wellness og aktiv ferie går hånd i hånd med naturen. Vi er ikke klimaaktivister, men vi har gjort, hvad vi synes, vi kunne, for at bygge et fritidshus, hvor vi har taget hensyn til naturen, men også taget hensyn til, hvordan vi selv gerne vil holde ferie. Et kompromis er det nok. Vi købte Maries mors sommerhus og med hendes tilladelse, har vi bygget et nyt i stedet. Planen var egentlig at renovere og bygge til, men en masse gode mennesker fik talt os fra det. Så nu håber vi, huset bliver til glæde for alle, der bruger det.
Vores inspiration til arkitekturen er de bornholmske røgerier med den karakteristiske skorsten og det skæve tag. Derfor blev det til tre asymmetriske tage med ’’skorstene’’, som i virkeligheden bare er tre ovenlysvinduer, som kan åbne, hvis der bliver for varmt i huset. Vi aftalte med arkitekten, at husets arkitektur skulle give vores familie/gæster mulighed for at få hver deres hjørne, hvor de kan fortælle hemmeligheder, uden de andre kan høre det. Det, synes vi, er lykkedes. Der er fem terrasser rundt om huset, så der er altid et sted med sol og læ. Gårdhaven (mod øst) har vi valgt at sætte låger i, så de helt små børn kan lege frit, uden at der er fare for, at de løber ud på vejen.
Huset er bygget helt i træ. Facadebeklædningen er Abodo træ, som optager store mængder Co2. Vi vil hverken give det olie eller maling. Derfor er det gråt – brændt af solen. Taget er Sedum, som er en sukkulentart. Planterne optager 70% af nedbøren og skåner derfor vores kloaksystem. Derudover giver det et dejligt sted, hvor bier, insekter og fugle kan holde ferie. Indenfor har vi – så godt vi kunne – købt produkter lavet af genbrugsmaterialer. Dyner/puder er bambus. Keramiske fliser udendørs er lavet af 40% genbrugsmaterialer og skal aldrig have olie eller maling. Opvarmningen foregår udelukkende med varmepumpen, som kører på grøn strøm. Huset er bygget efter de nyeste normer, så derfor skal du forvente et lavt strømforbrug til opvarmning.
Ude wellness
Udespa og sauna bruger en del strøm. Derfor har vi isoleret begge dele grundig, så I kan sidde her ro i sindet. For vi tror på, at, det er god mental wellness at sidde i saunaen med enten saunaovn eller de infrarøde paneler tændt. Har du ikke før prøvet infrarød, så glæd dig. Det bliver ikke varmt i saunaen, men din krop bliver nænsomt opvarmet af de infrarøde varmepaneler. Vil du gerne have rigtig finsk eller tysk sauna, styrer du selv temperaturen. Faktisk kan infrarød kombineres med lidt varme fra saunaovnen. Det er helt op til dig, hvordan du har det bedst.
Ude hygge
Du kan overnatte i shelteren, måske efter at have hygget omkring det lille bålsted, som er ved shelteren. Eller hvad med at bygge et sandslot i den lille sandkasse, som er ved gyngerne og klatrevæggen. I kan også spille lidt fodbold, eller hvad I ellers finder på at bruge græsplænen til. Der er plads til lidt af hvert.
Vi håber I vil nyde tiden i vores sommerhus, ligesom vi håber, at I vil passe lige så godt på det, som vi gør
Mange hilsner fra
Marie og Bo



